Historien begynder i et kollegieværelse i Valby. Det var nemlig her, veteranen Frank Martinsen for første gang mødte én af Veterancentrets opsøgende rådgivere. Det kommer vi tilbage til. Først skal vi nemlig møde ham, der dengang hjalp Frank med at finde fodfæste igen.

Vi bliver hentet i en grå stationcar med Forsvarets krone-logo på siden. Bag rattet vinker en mand os ivrigt ind i bilen, inden han straks sætter i gear og suser ud og til højre på Bernstorffsgade. Hans Kirk, som er manden bag rattet, er uddannet socialpædagog og har arbejdet som gadeplansmedarbejder siden han var 24 år gammel.

I dag arbejder han som opsøgende rådgiver i Veterancentret, hvor dagene ofte ser ud som denne – trillende gennem de københavnske gader for at passe på dem, som har taget et valg om at passe på Danmark.

»Veteranerne savner kammeratskabet i Forsvaret og holder meget fast i deres veteran-identitet, selvom det også er det, der har voldt dem skade. De kan sagtens se mig som én, der gerne vil hjælpe, selvom jeg også er fra Forsvaret. Og så er det måske lidt mere sexet at sige, at jeg er fra Veterancentret,« fortæller han imens vi kører over Langebro.

Et liv med PTSD

Tilbage på kollegieværelset i Valby sidder Frank. Som 16-årig var han en rod, der kom i militæret for at blive rettet ind. I dag er han veteran med en udsendelse til Cypern og en karriere som livvagt bag sig. Det konstante alarmberedskab har sat sine spor. Frank er begyndt at drikke, og familielivet er smuldret mellem fingrene på ham.

»En dag siger min daværende kone til mig, om jeg har bemærket, at børnene ikke længere kalder mig far,« fortæller han dæmpet, da vi møder ham på Veteranhjem København. Det er onsdag, så vi får pandekager.

Frank fik senere diagnosen ”Belastningsrelateret PTSD”. Det startede med ondt i hovedet og koncentrationsbesvær og kom flere år efter udsendelsen i 1985. Men Frank er stadig veteran, og derfor kunne han få Veterancentrets hjælp til at blive indstillet til bolig og behandling. Og kørende i en gråskinnende bil, er hjælpen på vej.

En ganske særlig gruppe

Den sølvgrå bil får mange blikke, idet den langsomt triller ud på grusvejene på Amager Fælled. Flere veteraner, som lider af svær PTSD, flytter ud i skoven og andre steder langt fra byens kaos for at få ro – men stadig tæt nok på til at handle ind og lade telefonen op. For som Hans Kirk siger, så har selv hjemløse brug for infrastruktur.

»Veteraner er anderledes end andre hjemløse. De har ikke været udsatte hele deres liv og er ikke tilbøjelige til at tage imod hjælp. Vi tager kontakt til nogen, som ikke vil findes. De har gemt sig,« forklarer han imens vi går rundt på de små stier blandt træerne for at se, om der er sat telte op.

»Så hvordan gør man lige det? Det er ret simpelt. Du er menneskelig. Du tilbyder kaffe, præsenterer dig selv og taler med dem. Og undgår at presse på. Der findes ikke en formel til den første kontakt. Det vigtigste er ikke, hvad der sker første gang, men at vi får lov til at komme igen.«

Relationer betyder alt

Da vi sidder med en kop kaffe i Veteranhjemmets sorte lædersofaer er det tydeligt at se, at der er tale om to mennesker, som kender hinanden godt. Hans Kirk og Frank Martinsen har efterhånden kendt hinanden i otte år, og de fortæller selv, at de er venner.

»Mit vigtigste arbejdsredskab er relationer. Der er meget forarbejde, så selvom du gerne vil hjælpe, er det nødvendigt, at du tager dig tid til at opbygge en relation. Du skal forsikre veteranen om, at du ikke slipper dem, og at du bliver ved med at hjælpe dem,« forklarer Hans Kirk.

»Og her sidder vi så otte år senere.«

Tæt samarbejde med kommunen

Med os på Fælleden er Christel, som arbejder i Hjemløseenheden i Københavns Kommune. I alt er de to gadeplansmedarbejdere, som dækker Amager, og som har ansvaret for at hjælpe hjemløse med bolig, tilknytning til arbejdsmarkedet og ikke mindst omsorg. Men så snart der er tale om en veteran, rækker de ud til Hans og de andre i Veterancentret.

»Vi er ligesom frontfigurerne, som står til mål for dem, der er i krise. Derfor er det rart at være to om det, når det handler om veteraner. På den måde sikrer vi, at vi har en fod ind i hvert system, og at vi hver især kan hjælpe med lige netop vores kompetencer,« forklarer hun.

»Det er utrolig vigtigt, at vi har sådan nogle som Hans. Både fordi det er vigtigt at kende de særlige tilbud til veteraner, men også fordi hans tilstedeværelse skaber øget opmærksomhed på Veteranområdet.«

Der er i dag omkring 100 hjemløse veteraner, hvilket svarer til cirka én procent af alle veteraner.