Mere om FPS
Forsvaret til Blast Pro Series
Forsvarets uddannelser er til stede under den internationale Counter-Strike turnering Blast Pro i København, hvor seks af verdens bedste esport-hold kæmper i spillet CS:GO.
Flere unge gamere søger en uddannelse i Forsvaret, hvor gaming også indgår som elementer i både træningen og i pauserne. Foto: Forsvaret
En helt ny film med soldater, der gamer, vil blive vist for de 12.000 spilinteresserede i arenaen, når de fredag til lørdag sidder klar til live at følge den anerkendte esport-turnering.
Filmen skal blandt andet synliggøre sammenhængen mellem de unge spilinteresserede og en karriere i Forsvaret, hvor særligt pilot- og flyvelederprofessionen er i fokus. Blast Pro-turneringen er en af de største turneringer i verden, og for første gang reklameres der for Forsvarets uddannelser under selve turneringen, der foregår i Royal Arena den 1.og 2. november.
Forsvarsminister Trine Bramsen er meget optaget af, at Forsvaret rekrutterer bredt og har et skarpt øje for at bringe gamernes kompetencer i spil til de mange job og uddannelser i Forsvaret:
- Det er superspændende, at Forsvaret er så langt fremme i forhold til at koble gamerkompetencer til konkrete jobs og uddannelser. Forsvaret skal være synlig og til stede, der hvor kompetencerne er. Den øgede opmærksomhed på cybersikkerhed og digitalisering, gør det helt nødvendigt, at Forsvaret er så langt fremme i rekrutteringen af unge med de rette kompetencer.
De har hvad der skal til
Flere studier peger på, at computerspil som for eksempel Counterstrike styrker de unges evner til at håndtere flere situationer på samme tid og udvikler spillernes strategiske sans og evne til at tænke flere træk forud hele tiden. Flere computerspil træner reaktionsevne og beslutningsevne samt evnen til hurtigt at kunne flytte opmærksomheden uden at miste fokus og samtidig holde det kølige overblik. Det gør gamerne attraktive, ikke mindst til Forsvarets eftertragtede pilotuddannelse.
Marcus er pilotelev i Forsvaret og har selv brugt mange timer på computerspil som for eksempel CS:GO. Han oplever, at computerspillene har hjulpet ham i hans uddannelse til pilot:
- Der er mange ting, man skal holde styr på, når man flyver, og det er der også, når man spiller computer. Man skal være god til at orientere sig, hvilket også er enormt vigtigt, når man spiller. Man skal kunne huske alle detaljerne i banerne og huske de forskellige controllere i spillene, lyder det fra den kommende pilot i Forsvaret.
Målrettet rekruttering af unge gamere
Blandt de deltagende hold til Blast Pro er danske Astralis, som tidligere har prøvet kræfter med optagelsesprøven til pilotuddannelsen. De unge gamere fra Astralis klarede sig her væsentligt bedre end gennemsnittet af ansøgere, og de er et godt eksempel på, hvordan man kan bringe gamerkompetencer i spil til en uddannelse i Forsvaret. Det er blandt andet grunden til, at FPS målrettet går efter de unge gamere, når der skal rekrutteres til uddannelser, hvor gamerskills særligt kan bringes i spil.
”I vores samarbejde med Blast Pro Series får vi adgang til en platform, hvor det er muligt at markedsføre relevante uddannelser og øge kendskabet til karrieremuligheder i Forsvaret, særligt hvis man også elsker at game, lyder det fra Ronny Vossen, specialkonsulent i Forsvarsministeriets Personalestyrelse.
FPS ser gaming og esporten som en platform og indgang til at skabe forbindelse til de unge gamere, der ikke nødvendigvis spiller computer på professionelt niveau. Rekrutteringsudfordringen til krævende uddannelser i Forsvaret og et ønske om øget diversitet blandt Forsvarets medarbejdere indgår også i overvejelserne for det strategiske fokus på gamermålgruppen.
Gamerne er en målgruppe, der går på tværs af uddannelser, alder, køn, kulturel- og faglig baggrund. Der er således tale om en bred målgruppe, der har ét til fælles - nemlig computerspil.