[Oprindeligt publiceret af Forsvarsministeriets Personalestyrelse]

Kampagnen ”Se din fremtid” vandt prisen for bedste interaktive film ved Danish Internet Awards, som blev uddelt onsdag den 27. april.

”Se din fremtid” er udviklet af Forsvarets Rekruttering og målrettet uddannelsessøgende unge, der gennem en række 360°-film, kan få et glimt af, hvilken fremtid der venter, hvis man vælger en uddannelse i Forsvaret.

Konceptet er enkelt: Ved at gå ind på sedinfremtid.dk med sin smartphone kan man bl.a. få oplevelsen af at sidde i cockpittet på en F-16 eller køre i kampvogn i åbent terræn.

Forsvarets Rekruttering har i løbet af 2015 anvendt filmene på en række uddannelsesmesser, hvor deltagerne får udleveret en papbrille, de kan placere deres smartphone i og se filmene uden visuelle forstyrrelser. Med prisen anerkendes ”Se din fremtid” bl.a. for den særlige brugeroplevelse og effekt.

Juryen har bl.a. begrundet prisen med følgende:
"Prisen gives til en modig og effektiv kampagne, der har gjort det fantastisk på de sociale medier. Filmen udnytter Virtuel Reality rigtig flot og giver brugeren en oplevelse, som de ellers ikke kan få, og samtidig sår kampagnen et frø i målgruppen på, hvad deres potentielle fremtid kan komme til at byde på. Det giver point at være first-mover i Danmark med denne teknologi.”

Forsvarets Rekruttering vil fremadrettet producere flere film, så unge får mulighed for at få et virtuelt indblik i så mange områder af Forsvarets operative virkelighed som muligt.

De seks første interaktive film kan ses på www.sedinfremtid.dk