Mand i outdoor-tøj står på en klippe i Grønland med armene sejrsagtigt over hovedet. I baggrunden ses det Grønlandske landskab med klipper og vand.

Kaare Bak forener familielivet med eventyr i Grønland. Foto: Helle Lorentzen.

Kaare vinkede farvel til Forsvaret for 20 år siden. Men længslen efter eventyr, et unikt arbejdsfællesskab og ikke mindst kammeratskab fik ham til at søge stillingen som HR-partner hos os – 3500 kilometer længere nordpå end han og kærestens landejendom lidt uden for Kolding.

»Der er helt klart mange overvejelser, når man vælger at flytte 3500 kilometer længere nordpå. Hvad enten man tager op alene, som jeg har gjort, eller man tager herop som familie. Det kræver, at man har en familiestruktur, der kan forenes med at arbejde i Grønland. Nøgleordet her er helt klart kommunikation. Det gælder om at få talt alt igennem, så man får afstemt, hvad en sådan udstationering indebærer. Konkret har kæresten og jeg lavet et ”skema” for, hvordan og hvornår vi taler sammen, så vi kan få en form for dagligdag til at rulle, selvom vi er 3500 kilometer fra hinanden,« fortæller Kaare.

Mand besøger kødmarked i Grønland

Foto: Helle Lorentzen

»Man skal dog ikke være blind for, at der også er udfordringer, når man som par er så langt væk fra hinanden. Der er ting, som en videoforbindelse ikke kan kompensere for, og det kan give frustrationer hos os begge. Det kan være ting som ikke at kunne være med til børnebørnenes barnedåb, eller hvis der er praktiske ting på huset eller sommerhuset, som kæresten skal stå med alene. Derfor er det ekstra vigtigt, at man har et stærkt forhold, og at man har fået talt tingene igennem inden udstationeringen starter.«

Men selvom afsavnet kan være svært, ville han ikke være oplevelsen foruden:

»Arktisk Kommando er en af de bedste arbejdspladser, som jeg har været på. Der er et godt sammenhold – også uden for arbejdstiden, hvor vi laver forskellige ting sammen. Blandt andet er vi nogle stykker, der styrketræner og løber sammen. Særligt løbetræningen er jeg glad for at have genoptaget efter mere end 20 års pause Desuden er naturen fantastisk og giver unikke muligheder for friluftsliv, sejlads, fiskeri og for mig vedkommende ture med kameraet,« fortæller han.

»Stemningen er god, selvom der – særligt lige for tiden – er meget travlt. Og så er der en fantastisk alsidighed i opgaverne. Der er ikke to dage, der er ens, selv om nogle af opgaverne på overfladen ser ens ud. Opgaverne, vi løser i det arktiske område, giver mening. Derfor arbejder jeg også på at blive i Forsvaret, når min midlertidige kontrakt udløber til marts – om det så er i Grønland, et HR-job i den vestlige del af Danmark eller måske endda et operativt orienteret job i Søværnet.«

Mand med fuldskæg sidder i outdoor-tøj på en klippesten i Grønland og smiler til kameraet.

Foto: Helle Lorentzen