Mere om FPS
Mathias fører sikkerhedspolitik fra broen
Tiden nærmer sig at mange bliver færdige på deres bacheloruddannelse og overvejer næste skridt. Og hvad enten du overvejer at finde arbejde eller søge videre på en kandidatuddannelse, så er der mange veje at gå. For Mathias Johansen var der dog kun én vej – Forsvaret.
Mathias foran Forsvarets lejeboliger i Nyboder, hvor han bor med sin kæreste. Foto:Nicolas Egedorf
I de historiske gule bygninger i Nyboder bor 27-årige Mathias Johansen. I 2019 blev han færdig med sin bachelor i statskundskab på Syddansk Universitet, og frem for at fortsætte på kandidaten valgte han at søge ind i Søværnet på en af de mest eftertragtede lederuddannelser.
»Jeg har altid haft Forsvaret lidt i baghovedet. Det var min interesse for forsvarspolitik, der fik mig til at vælge statskundskab i første omgang,« indleder han.
»Under uddannelsen, da vi havde om international politik, blev jeg kun endnu mere grebet af det. Jeg ville gerne lave statskundskab i praksis. Og vil du det, bør du søge ind som officer og opleve storpolitik fra første parket.«
Leder i virkeligheden
Interessen for Forsvaret var dog ikke det eneste, der fik Mathias Johansen til at søge ind på officersuddannelsen. Det var samtidig også en erkendelse af, at der er mange om buddet, når man kommer ud på den anden side og skal lande sit første job.
»Jeg havde en ambition om at tage en lederuddannelse for at give min profil lidt kant. Der er mange om buddet, når man kommer ud på den anden side, og her havde jeg en unik mulighed for at opleve ledelse i virkeligheden og samtidig få en robust akademisk uddannelse fra Forsvarsakademiet,« fortæller han.
»Det er lidt en kliché, men det er rigtigt. Du kan læse dig til meget om ledelse, men du får hurtigt meget ansvar, når du sidder som leder på broen af en fregat med 150 mennesker. Her får du virkelig lov at mærke samspillet mellem dig og de andre officerer i skibsledelsen, og dine beslutninger har konsekvenser for andre. Og når det, du havde forestillet dig, ikke stemmer overens med virkeligheden, så må du skifte retning. Og det skal gå stærkt.«
Som at lære at køre bil
På universitetet mødte Mathias Johansen en anden statskundskabsstuderende, som talte godt om sine oplevelser i Søværnet. Selvom han ingen sejlerfaring havde, fik han derfor mod på at prøve kræfter med et liv på vandet. Og det har han på ingen måde fortrudt.
»Min far og farfar var begge i Hæren. Det var det, jeg kendte, og hvor jeg havde tænkt mig at søge ind. Samtidig havde jeg en ambition om at komme ud og fremme demokratiske værdier og frihed. Og den største forskel kan du gøre på havet, når du fører sikkerhedspolitik fra broen,« forklarer han.
»Jeg havde absolut ingen erfaring med at sejle, men jeg kom hurtigt på et 4-ugers togt, hvor jeg fik lov at være søsyg, lave hårdt fysisk arbejde på dækket og opleve at være væk hjemmefra. Du vænner dig hurtigt til den rytme, der er. Det at lære at sejle skibe er som at lære at køre bil på ny. Det er et helt nyt sprog og et håndværk, som du skal lære. Og så er det et helt andet arbejdsmiljø og nogle andre oplevelser, du får, når du bor og lever på din arbejdsplads. Du får et enormt tæt forhold til dem, du sejler med, som er helt unikt.«
Fra uni til russiske krigsskibe
Mathias Johansens drøm om ledelse i virkeligheden blev en realitet allerede tidligt under uddannelsen. Så selvom der stadig er et halvt års tid tilbage af uddannelsen, så har han oplevet mere end han havde turde håbe på.
»I den korte tid jeg har været her, har jeg allerede sejlet store skibe læsset med granater, torpedoer og missiler og oplevet at eskortere russiske krigsskibe igennem dansk søterritorium. Det har været grænseoverskridende, men samtidig også enormt givende, at vide, at den adfærd du udviser over for det fremmede krigsskib, har direkte konsekvenser for dansk diplomati. Som officer får du et helt unikt indblik i, hvordan den generelle sikkerhedspolitiske situation rent faktisk påvirker din hverdag. Det kan du også læse meget om på universitetet, men at se, hvordan det udspiller sig i virkeligheden, er en forståelse ikke mange får.«
Mathias Johansen er færdig med uddannelsen til officer den 31. maj 2023. Derefter håber han at komme til 2. eskadre, hvor han kan sejle med Iver Huitfeldt-klassen.
Vidste du?
Forsvarets officersuddannelse er ikke bare én, men hele otte unikke karriereveje.
Du kan nemlig vælge mellem otte forskellige uddannelsesretninger fordelt på Forsvarets tre værn - Hæren, Søværnet og Flyvevåbnet - og Beredskabsstyrelsen.
Bliv fx taktisk officer i Hæren, våben- og elektronikofficer i Søværnet eller kontrol- og varslingsofficer i Flyvevåbnet.
Søg senest d. 15. marts, og bliv leder i virkeligheden.