[Oprindeligt publiceret af Forsvarsministeriets Personalestyrelse]

Er du omkring 18 år? Så er det vigtigt, at du husker at tjekke din digitale post. Som et led i den fællesoffentlige digitaliseringsstrategi, er Forsvarsministeriets Personalestyrelse (FPS) begyndt at sende digital post til alle 18-årige mænd og kvinder herunder indkaldelse til Forsvarets Dag (session), hvor Forsvaret vil vurdere, om du er egnet til værnepligtstjeneste. Det er lovpligtigt for alle mænd, der har modtaget en indkaldelse, at møde til sessionsbehandling på Forsvarets Dag. Hvis du ikke reagerer på indkaldelsen, kan det resultere i bøder og i sidste ende, at du bliver afhentet af politiet.

- Det er rigtig vigtigt, at især unge mænd i 18-årsalderen tjekker deres digitale post. Når vi indkalder til sessionsbehandling ved Forsvarets Dag, har de unge mænd efter loven mødepligt. Vi regner med at skulle sende omkring 3.500 digitale indkaldelser hver måned fremover. Og der er ikke nogen grund til at risikere bødestraf, når man relativt enkelt kan læse sin digitale post, fx ved at logge på borger.dk eller hente en app til formålet, siger major Enrico Schou fra Værnepligtssektionen i FPS.

Siden 5. oktober har ca. 4.000 unge modtaget en indkaldelse til Forsvarets Dag i deres e-Boks. Den foreløbige erfaring er, at ca. en tredjedel af de indkaldte ikke møder op til den lovpligtige sessionsbehandling.

Hvis du har misset en indkaldelse
Hvis du har misset en indkaldelse til Forsvarets Dag, skal du hurtigst muligt kontakte Forsvarsministeriets Personalestyrelse på tlf. 7281 9000, for at få en ny tid.

Kvinder bliver inviteret
Som kvinde har du ifølge loven ikke værnepligt, men værneret. Det betyder, at du ikke vil blive indkaldt, men inviteret – digitalt – til Forsvarets Dag, hvor det vil blive vurderet, om du er egnet til værnepligtstjeneste.

Du kan læse mere om Forsvarets Dag og værnepligt på www.forsvaretsdag.dk.