[Oprindeligt publiceret af Forsvarsministeriets Personalestyrelse]

Ansøgningerne til de nye officersuddannelser er de sidste uger strømmet ind, og prognoserne er gode.

Siden jul har reklamefilm fra Forsvarets Rekruttering kørt på tv-kanaler og i landets biografer, som led i en ny integreret kampagne for Forsvarets nye officersuddannelser. Denne gang skulle der rekrutteres fra et nyt segment nemlig bachelor- og professionsbacheloruddannede.

Og interessen har været stor. Med kampagnen, og den understøttende kommunikation og aktiviteter, er det lykkedes at skabe et solidt og positivt kendskab til Forsvarets nye officersuddannelser i de ny målgrupper.

De første forsigtige prognoser ved ansøgningsfristen d. 15. april viser, at Forsvaret forventes at rekruttere tilstrækkeligt med kvalificerede kandidater til opstart af fire af de nye planlagte uddannelser i 2015. Der var behov for minimum 222 kvalificerede ansøgninger i forhold til rekrutteringsbehovet, og Forsvarets Rekruttering har ved ansøgningsfristens udløb modtaget 289 kvalificerede ansøgninger.

- Jeg er rigtig godt tilfreds med at det er lykkedes at skabe så stor interesse om de nye officersuddannelser. Som tallene fordeler sig, er det foreløbige resultat af kampagnen, at målet er nået i forhold til kvalificerede ansøgninger til Hærens officersuddannelse, og forventeligt til taktisk officer i Søværnet, samt til Kontrol- og Varslingsofficer i Flyvevåbnet. Der er stadig en udfordring ift. de tekniske officersuddannelser, hvor den endelige frist til våben- og elektronikteknisk officer i Søværnet er forlænget, udtaler kommandør Henrik Ryberg, chef for Bemandingsdivisionen i Forsvarsministeriets Personalestyrelse.

Barrierer overkommet
Blandt bachelorer og professionsbachelorer er det lykkedes at få skabt interesse for Forsvarets officersuddannelser og for at kombinere en civil videreuddannelse på bachelorniveau med en militær officersuddannelse på diplomniveau. Og det er et resultat, der er langt bedre end det, som undersøgelser af det forventede rekrutteringspotentiale viste i 2014.

Først skridt på en lang rejse
Rekrutteringsarbejdet er ikke tilendebragt ved disse indledende kampagner og rekrutteringstiltag. Der er tale om et nyt produkt og nye målgrupper, så rekruttering til de nye officersuddannelser beror på en langsigtet bearbejdning af målgrupperne med henblik på at sikre en stadig større og mere stabil rekrutteringsbase fremadrettet.

Med resultatet af kampagnen er Forsvaret kommet godt fra start. Nu udestår det at afprøve de nye kandidater, og indskrive dem på de nye uddannelser.