Mere om FPS
FPS vinder pris for officerskampagne
Onsdag vandt Forsvarsministeriets Personalestyrelse (FPS) en pris for officerskampagnen ved Advertising Effectiveness Award (AEA), der er en årlig prisuddeling, som under navnet ”Reklamer til Eksamen” uddeles af bureauernes brancheforening. De nominerede kampagner vurderes ud fra den kreative og originale idé samt om markedsføringen har haft en effekt på bundlinjen.
Juryen har givet følgende begrundelse for tildelingen:
Casen viser en fin tilgang til at få analyseret målsætning og skabe indsigten om at gøre uddannelse i Forsvaret til en dialog om ledelse – som målgruppen finder spændende. Kampagnen har en god forretningsmæssig kobling, og den spiller meget fint på Forsvarets styrke og blæser det helt op. At gå fra militær til ledelse er godt set. Kampagnen udstiller en dualitet fra krudt og kugler til det akademiske. Den tager udgangspunkt i det man bedst kender fra Forsvaret med en række realistiske stærke dilemmaer, og I formår at skabe en emotionel kontakt, der er vedkommende – og det lykkes!
”Først og fremmest er AEA-prisen et fagligt skulderklap, som giver lidt krydderi på hverdagen. Priser er vigtige for reklame- og mediebureauer, men vores primære fokus er selvfølgelig på selve rekrutteringsopgaven. Denne pris er givet for kampagnens evne til at skabe en holdningsændring i målgruppen samt den analytiske røde tråd fra problemstilling til eksekvering, hvilket vi selvsagt er stolte over”, siger major Anders Christian Bech, chef for marketingsektionen i FPS.